Guitaristen, sangeren, sangskriveren og kapelmesteren Kenn Lending , som netop i år kan fejre 25 års jubilæum med sit band, Kenn Lending Blues Band, blev modtager af ’Copenhagen Blues Festivals Jubilæumspris 2005’.
Det var en koncert med T Bone Walker på American Folk Blues Festival i 1968, der tændte gnisten, og siden da har Kenn kompromisløst hengivet sig til bluesmusikken, og været dens tro tjener, eller som han selv siger: ”Jeg har stået i lære, og det gør jeg stadig”. Sin oplæring fik han bl.a. gennem et langt venskab og samarbejde med bluessangeren og pianisten Champion Jack Dupree fra New Orleans. Fra 1978 til Jack Duprees død i 1992 spillede de mere end 1000 koncerter og indspillede over 20 plader, bl.a. cd’en “Forever And Ever”, indspillet i New Orleans i 1991. CD’en fik en WC Handy Awards som ’Traditional Blues Album 1992’.
Kenn har i sit CV en hel stribe andre store blues kunstnere, som han har optrådt med, backet sammen med sit band, eller lavet plader med. For eks. Memphis Slim, Louisiana Red, Luther Allison, Aron Burton, Janice Harrington og Lillian Boutté, samt de legendariske The Band. Desuden har Kenn og bandet turneret med bl.a. Fats Domino og BB King.
Kenn har medvirket på mere end 30 udgivelser, og netop nu er Kenn Lending blues Band aktuelle med bandets 9. CD, ”Still Payin’ Dues”, en tour de force gennem afro-amerikansk musiktradition, fra Mississippi Blues, over funky Urban Blues, New Orleans og Harlems rytmer til de oprindelige musikalske rødder i Afrika.
Kenn Lending er uden tvivl den danske bluesmusiker, der er kommet videst omkring i den store verden. Med talent og personlig stil, med entusiasme og spilleglæde, og en dyb indlevelse i bluesmusikkens inderste sjæl, har Kenn mere end nogen anden dansk musiker opnået et fuldt fortjent internationalt ry som udøver og fortolker af bluesmusikken.
Pris komitéens begrundelse:
Prisen gives for din helt særlige indsats som fortolker og formidler af bluesgenren herhjemme, og som dansk ambassadør for den afro-amerikanske musik på den internationale bluesscene.
Copenhagen Blues Festival ønsker dig tillykke med prisen og med dit 25 års jubilæum.
Held og lykke i de næste 25 år!
Link: Copenhagen Blues Festival